Heej allesammen! Jamen jeg har det fint her. Min produktivitet på nettet (altså det at skrive) er røget ned på et minimum og i stedet bruger jeg masser af tid på mine hobbizzz og en smule på mit arbejde....uha. Jeg stod og lavede mad (noget ris som jeg iblander forskellige andre kornsorter, alle mine restgrøntsager stegt sammen og så vil jeg bruge mine æg også) da jeg så at der var en gmail der lå og ventede - fra den gamle gode ven! Og lyttede til noget på min itunes (som hun introducerede mig til for nogle år siden på sin computer en aften hun kom forbi kort i min lejlighed i kbh - jeg var meget imponeret og mit liv ændrede sig mærkbart).
I dag vågnede jeg op og ville ikke stå op fordi jeg har en artikel der ikke skriver sig selv færdig, selv om den nu har haft et halvt år til at gøre det. Men jeg stod op og begyndte dagen efter mit nye skema: kaffe og morgenmad ved verandaen mens jeg kigger på udsigten - IKKE ved computeren mens jeg roder rundt på internette. Det er en revolution at vågne op uden at sidde på nettet som sædvanlig, og meget meget dejligt.
Så tændte jeg for computeren og internet og sad der og gik rundt om den varme grød... som jeg så forlod for at træne en af mine hobbies: shakuhachi-fløjten. Den gør mig svimmel og træt i hele mundhulen, men fløjten er efter den første halvanden måneds frustrationer nu blevet lidt fornøjelig. Og min lærer (師匠／ししょう）roste mig sidste gang og var meget tilfreds, så det ud til. Han er altid venlig men sidste gang virkede han mindre rådvild. Jeg er også blevet bedre, pludselig, til min anden hobby - iai (居合）har jeg nævnt det før, iai? Det er, at man udfører helt bestemte bevægelsesrækker (trække sværdet, hugge fjenden ned, ryste blodet af klingen og putte sværdet i skeden igen) og de bevægelser ændrer sig alt efter fjendeantallet, positioner og omgivelserne (fx i et lille rum, om natten, på gaden). Det var også slemt i starten, frustererende svært og jeg havde også lyst til at give op men så med ét blev jeg engageret (måske mest fordi jeg var træt af vise lærerne at jeg var dårlig til det...). Iai-lærerne blev også enormt glade over at jeg pludselig ikke var umulig og det er måske noget jeg der er specielt her i Japan med lærer-elevforholdet: de er så engagerede personligt (ud at spise frokost bagefter, de henter og bringer os til træning osv, de gør det gratis, næsten) at jeg selv får lyst til at blive bedre for deres skyld og gøre dem glade. Det er selvfølgelig også en tilfredsstillelse, at jeg ikke gav op, selvom jeg var så frustreret. Jeg skal vise fire aflivningstyper den 21 juni til et endags-stævne her i Kyoto, fik jeg at vide i søndags, så i panik trænede jeg ialt 8 timer i løbet af søndag og mandag, og endte med at min højre arm nu gør lidt ondt. Men den heler sig nok til næste søndag. Det håber jeg. Nå men jeg vil tillade mig at slutte nu. Her er en af de scenarier jeg skal lave: den hedder yae gaki.
Posts
