Stengærdeby, Stengærdeø

Jeg vil helst fortælle om hvad jeg har lavet de seneste par dage, men for at sammenhængen bliver klarere vil jeg alligevel først fortælle om mine første fire dage i Yaeyama - en øgruppe indenfor den større Okinawa øgruppe, som ligger syd for Japan. Jeg tog afsted om morgen kl lidt i 6 fra Kyoto for at nå et hurtigtog til Kansai lufthavn (en tur som med det tog tager ca. 80 minutter) hvor flyet til Naha ville afgå kl. 905. Jeg nåede frem i tide og satte mig til rette. Jeg kan næsten ikke huske noget - jo, stewardesserne var vældig søde og vi snakkede lidt. I Naha, som er hovedbyen i Okinawa præfektur, ventede jeg en halv times tid og så fortsatte jeg med det samme fly videre til Stengærdeby på Stengærdeø. Jeg landede og ankom på den bedste måde: Ikke gennem et rør ind der fører ind i endnu en lufthavn. Nej, ned af en trappe ned på asfalten - så er det rigtig som om man ankommer til et nyt sted. Omgående mærkde jeg vejret; der var behageligt varmt, ca 23 grader og lidt fugtigt. Alle de forskellige somre jeg har kendt væltede frem da jeg trådte ud i vejret, pga af lyset, luften, lugtene, lydene og hvad ved jeg, hvad der giver sommerstemning.
I bussen ind til byen hang der svalende kulørte papirstykker, og turen til byen tog kun et kvarter. Jeg steg ud og trillede jeg afsted med min praktiske kuffert i retning af hvad jeg mente var hotellet. Det var hotellet som min professor skulle bo i og hvor jeg ugen forinden derfor straks havde booket værelse, men kort efter havde jeg fået en ide med at spare penge ved at bo et billigere sted i nærheden. Jeg havde fundet et som kostede en tredjedel, men til sidst valgte jeg alligevel professorens sted. Dels fordi jeg ikke selv skulle betale og dels fordi det ville være mest hyggeligt og praktisk at være under samme tag. Jeg fandt frem og tjekkede ind. Jeg tog nogle billeder ud af mit vindue på 6 sal - de fleste huse var kun på to-tre etager, så jeg havde godt udsyn, på trods af et par reb der hang ned foran mine ruder. Jeg lagde mig på sengen og pludeslig var der en mand der hang der og svabede mine vinduer.
Professoren ringede kort efter og hvad gjorde vi så... vi mødtes ca en halv time senere forneden og så fortalte han mig i store træk om sine planer og i detaljer om de nært forestående aftaler. Forinden havde vi selvfølgelig hilst varmt på hinanden. Sidst jeg så ham var i København, hvor han og hans kone og et andet par kom for at se på kirkegårde og krematorier. Jeg fulgte med og det var vældigt spændende. Grunden til at jeg mødte ham nu i Stengærde var faktisk til dels, tror jeg, så han kunne gøre gengæld for den hjælp jeg gav ham i Kbh - som var til gengæld for al den hjælp han havde givet mig i forbindelse med mit arbejde med phd. (Så nu kører den - og denne tur er endt med at det nu er min tur at klø ham på ryggen næste gang.)
Han har forsket i folks familierelationer i 6 år ca. Det hele begyndte med at man fandt en laset bog med optegnelser af familier på en af øerne i området, og den bog brugte de så en del tid og penge på at stykke sammen og dechiffere. Dernæst brugte de en endnu større mængde af tid og penge på at spore disse familier frem i tiden til ca kort efter det Japanske nederlag i 1945 - professoren er mest interesseret i familiforhold før krigen. Det første møde var således med en genealogisk interesseret mand som havde hjulpet professoren ved at give ham nogle genealogier han selv havde lavet. Nu ville professoren så give ham nogle oplysninger, som mande godt kunne tænke sig. Men i det hele taget anede jeg egentlig ikke hvad dette møde ville gå ud på. Professoren havde forklaret mig det hele, men pga forskellige misforståelser og manglende ordforråd var dette symptomatisk for hele min tur med ham: han ville forklare udførligt hvad der skulle ske og jeg ville først forstå tingene som de skete. Han var uendelig tålmodig og munter oven i købet. Han har selv som studerendei Wien kæmpet med at snakke tysk med sin professor der, og har nok derfor sympati med mine strabadser udi det japanske. I hvert fald sagde han for nogle år siden, anden gang vi mødtes, som svar på min kommentar at jeg nu ville tage hjem og lytte til mine optagelser af vore snak for at finde ud af hvad vi havde snakket om: Jamen det var også det han gjorde i Wien - tog hjem på hotellet og lyttede til sine kassettebåndoptagelser.
Der var et møde den første dag hvorefter vi gik ud for at spise. Vi snakkede om vores forskningsprojekter, selvfølgelig, og om Københavnerturen sidste år. Derefter vandrede vi hjem og sov.
Den næste morgen begyndte med tre møder. Det første drejede sig om at afhænde en papkasse med fotografier og negativer som min professor havde fået i varetægt af en forsker fra øerne og som nu bor i nord-Japan og er syg. Billederne er en penibel affære for forskeren tog, da han var ung, i fyrrerne og halvtredserne billeder af ceremonier som ikke må blive set af udenforstående. Men man kan jo heller ikke smide sådanne fotos ud - som man jo logisk set burde gøre hvis de ikke må ses - så mødet var en langvarig diskussion om hvor vigtige de var og hvordan man burde forholde sig til dem. Dem som professoren havde udset sig til at få ansvaret var rimeligt nok det lokale kommunekontor - som også gennem årende havde hjulpet ham i stor stil med at få adgang til ressourcer i forbindelse med sin forskning. Chefen og hans assistent var lavmælt begejstrede over at kunne modtage disse billeder - men chefen undlod med værdighed at gribe og kigge på de cdrommer med scanninger af billederne som professoren lagde på bordet; man han kiggede hen på dem en del. Professoren fortalte mig senere at han nok ville have brug for lidt mere hjælp fra dette kontor de næste par måneder. Og jeg fik flettet ind de næste par dage at jeg måske også havde nogle særlige ønsker som dette kommunekontor kunne fremskaffe for professoren...
Han havde spurgt den første aften om jeg var interesseret i fotos, for så kunne han give mig en cdrom med de hemmelige billeder. Som jeg selvfølgelig ikke må vise frem til nogen.
Efter de efterfølgende to møder, som også var en blanding af tjenester og kommende modtjenester, foreslog han at vi lejede en bil og kørte en tur rundt på Stengærdeø.

Den Sorte Ø

I søndags ankom jeg til en af øerne i Okinawa, en øgruppe som strækker sig fra Japan og ned mod Taiwan. Jeg har meget at fortælle men kommer træt hjem og har ikke overskud til det. Jeg vil bare sige at jeg fortæller senere og at jeg om to dage tager til Kuroshima, en af de mindre øer, hvor jeg vil overnatte fem nætter før jeg vender snuden hjem. Jeg har være på Ishigakijima i to nætter nu sammen med en professor - han er interesseret i grave og jeg i strandene, som er fantastiske. I dag svømmede jeg og besluttede at jeg skal finde et sted som er tæt ved mindst en strand og kun være der........ og den har jeg fundet nu, på Den Sorte Ø.

Tokyomøde med andre som mig

Jeg var en tur i Tokyo i sidste uge, tog hurtigtoget, så de 560 km blev nået på lidt over to timer. Det var et møde for folk ligesom mig. Vi blev introduceret til hinanden. Og kunne give hinanden råd. Der var flest fra naturfag (våde fag i Kbh Universitetsjargon - det som er laboratoriearbejde - biologer, computer, fysikere, vejr, atomer, fisk og så videre). Jeg tilhører humaniora som handler om at studere hvad mennesker laver (tørre fag - hvad vi gør og tænker, skriver, synger og producerer). Vi var 25 og der var ca. 4 i min kategori - de fleste af os humanister fra det rige vesten. Hvis man ikke har en rig baggrund er det mest fornuftigt at lave noget der kan udmønte sig i penge når man er færdig, ikke?

Jeg snakkede med folk fra mange lande. De var alle i gang med noget spændende og jeg var meget imponeret over dem. Nanoteknologi, genetik, mulitfokuskameraer til at tage 3D film, ja - hvad ved jeg. Jeg er altid misundelig over hvad andre laver! Det lyder så fascinerende. 

Det var et godt arrangement, og som sædvanligt var det selvfølgelig beklemmende i starten at skulle snakke i pauserne med vildt fremmede, men det gik jo fint og alle var imødekommende og sjove at snakke med. Vi var alle i samme båd. Alle bare folk sammen i et fremmed land. 

Tokyo og min nye lærer, præsten

Nu er jeg i Tokyo i et par dage. Den institution som gav mig postdocstipendiet har inviteret alle nyankomne postdoc'ere hertil for at mødes og for at høre forskelligt praktisk, stille spørgsmål og dele erfaringer. Så jeg har mødt en masse fra Indien, Sverige, Usa, Australien, Kina, Frankrig, Svejts, Vietnam, Tyskland, etc og de fleste er fra naturvidenskab: kunstig intelligens, superledere, nanoteknologi, mulitfokus kameraer, sygdomsbekæmpelse, men der var også et par blødere typer som mig: en historiker, en kønsforsker, og vist nok en til. På andendagen sad vi og snakkede om vores erfaringer i grupper og det gik op for mig at jeg er usædvanlig heldig med min professor. Vi har et budget til forskningsudgifter og jeg har selv lagt mit, har indsigt i og råderum over mit budget. Andre har fået lagt deres, ved ikke hvor meget de har og tør ikke spørge hvad de kan bede om. Jeg bragte den forskel på bane og vi fik at vide at professorerne desværre selv kan bestemme som de vil.

Da dagen var ovre lå der en venlig mail fra min professor hvor han svarede på et spørgsmål jeg havde sendt ham for nogle dage siden og spurgte hvordan det går med shakuhachi.

Shakuhachi. Jeg blev introduceret til den buddhistiske præst i hans bolig i et gammelt tempel. Manden min professor havde introduceret mig til bad mig møde ham i søndags kl 16. Jeg tog hen til mødestedet 1552 og han sad i sin bil og ventede. Vi småsnakkede på vejen derhen og det var hyggeligt. Vi kom så til templet gik ad stenfliser mellem små træer på mosdækket bund hen til en mørkebrun skydedør ca 25 cm lavere end mig. Vi skød den til side og kom ind et dunkelt og køligt rum  og råbte "undskyld" og så lød der et "ja" fra en damestemme og en række damer dukkede op. Min kontakt introducerede os og vi bukkede for hinanden. Derefter tog vi skoene af og steg på strømpefødder op på det mellemliggende trin op til det højereliggende gulv hvor damerne befandt sig iført alm vestligt tøj. (Forskellen mellem indgangspartiet og boligafdelingen i et hjem her i landet er altid markeret med en højdeforskel - normalt 10 cm. men her nærmest mede en meter.)  Vi blev ført ind i nogle rum der alle var belagt med tatami - stråmåtter kantet i sort og som lugter støvetfriskt af strå. Rummet vi blev vist ind i havde udsigt til en lille have med nogle små træer på en ligeledes mosbelagt bølgende overflade. Tre af træerne så døde ud og jeg spurgte sikkert noget upassende om de var døde. Vi fik at vide at der kommer en masse røde blomster om foråret.

Der blev lagt tre mørkebrune puder med en kvast i midten hver ud på gulvet; to tæt på vinduet ud mod haven og en mod åbningen ind til rummet. Så kom præsten, der havde en kort blå kimonoagtig jakke og blå løse bukser på og glatraget hoved. Som jeg forventede var han gemytligt smilende, ligesom de få andre buddhististke præster jeg har set før. Han var min kontaktpersons gamle lærer og i baghovedet tænkte jeg noget ala læreren virker yngre end eleven og næsten umiddelbart meddelte præsten at han var 60 så jeg bad ham fortælle mig sin hemmelighed og så grinede de.

Ligesom da jeg mødte kontakten, som først efter at have snakket med mig en tid meddelte at han kunne introducere mig til sin gamle lærer, så snakkede vi også her frem og tilbage om stort og småt (inkl. mit arbejde, min alder, min interesse i musik, hvor længe jeg er her - uden at det overhovedet virkede inkvisitorisk) og så vævede han en tid - at han jo ikke underviste mere; at han havde travlt; havde tænkt på hvilke andre lærere han kunne henvise mig til og så videre mens han muntert smilede, og så sagde han så at han måske godt kunne tage mig som elev alligevel. Men nok ikke mere end to gange om måneden. Så spurgte han om jeg havde set en shakuhachi før og jeg måtte indrømme at det havde jeg ikke, så han sprang ud af rummet og jeg kiggede på min kontakt og fortalte ham hvor taknemmelig jeg var over at han havde gjort alt dette muligt. Præsten kom tilbage med en fløjte og sagde jeg kunne låne den indtil videre. Jeg spurgte forfjamsket (lidt forstillet, må jeg indrømme) om det dog var i orden, sådan at bruge en andens fløjte og han grinede og sagde at jeg vel ikke havde en smitsom sygdom. 

Den var flot, en smule buet, som de er. De er lavet af en bestemt slags bambus og inkluderer tit rodstubbe som så laver et flot mønsterkrans forneden. Jeg blæste i den og der kom kun lyden af en der blæser ned i et rør, men så kom der der et par fløjt. Præsten tog den så og spille et kort stykke... og det lød godt!

Men de mente jeg nok skulle have en tykkere fløjte fordi mine fingre var jo lange og de pointerede at deres jo var så korte, så han smuttede ud igen og kom tilbage med en der var lysere og uden rodmønsteret forneden. Den kunne jeg heller ikke lave en lyd på, men den føltes vist godt i hånden. Da præsten igen smuttede ud for at vise mig en klud til at tørre den af med efter brug, hviskede jeg til kontakten "hvad med prisen - er det noget vi skal snakke om nu eller er det først en anden gang?" Det skulle være nu, så han spurgte efter kluddemonstrationen, og præsten smilede muntert fordi han ingen anelse havde om hvad beløbet mon skulle være. Hans gamle elev erindrede ham om at han havde betalt 8 tusind pr måned for et par år siden,  og præsten sagde jamen, nej, det er jo kun to gange om måneden (normalt er det tre gange om måneden) så hvad med 5 tusind ... eller 3 tusind. Da hans sagde 3 tusind stillede jeg et "det kan der ikke være tale om"-ansigt op og det blev så 5 tusind - ca 320 kr.

Vi tog så afsked og præsten og hans kone tog muntert afsked med os. Vi var alle i halvmørke der, vi to nede i det kølige indgangsparti hvor vi tog skoene på igen, og i min brysthøjde cirka sad præsteægteparret, begge to på gulvet med benene under sig og småsnakke en venlig afsked med os. Vi åbnede den lave skydedør og dukkede ud i sent eftermiddagslys mens vi småbukkende tog afsked.

Den 4 marts skal jeg igen gennem skydedøren så præsten kan give mig sin første time. I mellemtiden må jeg lære at lave en tone. Her er nogle billeder fra templet.

I ræve-helligdommen

I dag tog jeg med min italienske kollega til en Shinto-helligdom, hvor der er tusindvis af orange porte i alle størrelser. Nogle kan man gå igennem, selv hvis man er næsten 10 meter høj, og andre kan man putte i sin lomme. Portene hedder torii, som betyder "hvor fugle sidder" eller "hvor fugle er" og det er jo et meget godt navn. Jeg fortalte min kollega det lidt, jeg ved: at Shinto er en religion, hvor der er guder i alt - sten, floder, vejrfænomener og dyr, som for eksempel ræven. Den helligdom vi besøgte er nemlig helliget ræven, og fordi ræven er snu, så er ræven gud for bl.a. forretningsfolk. Så mange af de torii, som står her, kommer fra folk, som har en butik eller et firma, og som derfor sætter en orange port her, så deres forretning vil klare sig godt eller endnu bedre i fremtiden. 

Ræve tryller sig i øvrigt ofte om til mennesker, og disse forvandlede ræve skal man være lidt forsigtig med. Nogen japanere har til deres skræk opdaget, at hele nabofamilier viste sig at være sådanne forvandlede ræve.