Foderbrædt

For nogle uger siden besluttede jeg at sætte et forderbrædt op uden for mit vindue, hvor jeg har skrivebord. Jeg købte noget foder til kanariefugle i en Silvan-agtig butik, men der kom ingen fugle. Så gik jeg til en dyrehandler, som sagde at alm brød ville være godt nok, men at kanariefuglefrø også ville være noget vilde fugle vil spise. Så jeg købte noget rasp i et supermarked og hældte noget rasp over de uspiste frø. Der var det så uden at blive rørt i lang tid. Så en morgen hørte jeg noget fulgeballade, og det var en hel del gråspurve, som pludseligt kæmpede om frøene. Så nu kommer de og spiser. I de sidste par dage har desværre jeg ikke fået lagt nogen frø ud, men i morges kom en fugle og mindede mig om det.

Foderbrædtet er egentlig en blomsterpotteholder. Fuglene sviner en del på terrassen, så jeg må nok gøre lidt rent en gang i mellem. Jeg ved ikke om man må fodre fugle i Japan...

Min kop

Jeg købte en kop til te forleden aften. En lille butik jeg så på vejen hjem så spændende ud og der fandt jeg den. Den er mat og glasuren er en smule ru. Hun sagde at jeg skulle putte lidt varmt vand i den inden jeg hælder teen i. Jeg forstod ikke helt hvorfor, men det havde noget med glasuren at gøre. Måske så at teen ikke farver koppen så meget?

P.S. Den er ny. Her er keramikerens hjemmeside. 

Shakuhachi

Jeg skal sove nu, men ville lige se hvad jeg mon ville finde på at skrive, hvis jeg bare begyndte. Jeg kom hjem fra mit motionscenter, som ligger lige om hjørnet (de gav mig et fint indpakket håndklæde af en eller anden grund med stedets navn på), og tjekkede min mail. Min professor havde skrevet at en person han kender kan introducere mig til en shakuhachi-lærer. Læreren er præst i Tofukuji, et buddhistisk tempel som er berømt men som jeg ikke har besøgt endnu. Jeg havde straks masser af scener kørende - samtaler i et rum med gamle mørke udskårne trævægge, præsten der viser mig parken efter mørket har lagt sig, en kop te måske.
Der er nogen der sagde at shakuhachi er en svær fløjte at lære at spille på. Man skal forme lyden med munden, bl. a. Det eneste jeg ved er at de lyder meget smukt og jeg tror jeg lagde mærke til lyden første gang i en Kurosawafilm hvor en blind dreng spiller i en afsides hytte, hvor han og hans søster gemmer sig.
Det vil koste 8000 yen om måneden, men det vil jeg gerne betale. Så kan jeg sidde herhjemme og øve mig på at lave nogle ordentlige lyde på den i stedet for bare at sidde og tjekke nettet. Jeg skal derhen den 14 februar.
Fløjten er også flot. Her er der et godt billede af en der spiller på en:
Sådn en hat vil jeg også have!

Varme kilder, kold himmel

I dag arbejdede jeg flittigt og tog modstræbende mod et tilbud om at tage med i Onsen - et badehus der har forskellige bade med varmt, varmere og varmest kildevand, samt iskolde ditto. Det vi skulle til lå en halv time væk med en "gris" der går fra min station og op i bjergene. Vi er min ven Magda og hendes to venner, en svensker og en dansker, som er på besøg i landet for tiden. Han var småsyg, men tog alligevel tappert med og da vi ankom til endestationen stod der en gratis bus fra onsen og ventede på os. Vi købte en billet til 2500 yen hver (100 yen=6,5 kr) som gav os adgang til indendørs og udendørs bade, samt en yukata og håndklæder. Lidt dyrt, men dejligt. Onsen er oftest deler oftest mænd og kvinder op, så os mænd tog ind bag vores forhæng og damer ind bag deres. Det udendørs bad var dejligt med damp der rejste sig i natten (kl. var ca. 19) og efter et stykke tid sad vi mest på kanten for at køle af.
Bagefter mødtes vi alle fire i lobbyen og spiste mad sammen. Jeg fik noget ris med en svag smag af anis med et par stimler grønsager og to små helstege fisk hvis maveindhold smagte bittert.
( http://www.japaneseguesthouses.com/db/kyoto/kurama.htm )

Mad 2 (og 3 og 4)

Det der skete efter jeg bookede madlavningskurset var at jeg blev inviteret til frokost kl 14 samme søndag 25 januar af en professor jeg kender fra Tokyo, som lige netop den dag gerne ville invitere mig til frokost - lige efter jeg havde spist mine kogekursusretter. Nå men han rykkede et par dage inden til kl 16. Og under madlavningskurset frem til kl halv fire. Kort efter hans invitation blev jeg inviteret til at troppe op kl 19 i Osaka (en time væk) til en filmforevisning. Og så meldte en bekendt at han ville kunne komme til Kyoto den 25 januar. "Hvornår ville det passe?" Nå, men jeg aflyste filmen og den bekendte aflyste mig, så det passede fint. 

Efter kurset satte jeg mig på min splinternye cykel som er dødhurtig og susede hen til en butik for at købe nogle berømte bønne-og-riskager som gave til professoren og hans familie og nåede lige hen til mødestedet ( www.heihachi-web.com ). De var forsinkede så det var fint.

Han var lige kommet fra en konference i Osaka og tog to kolleger med som han syntes jeg skulle møde. Jeg var meget beæret, ikke mindst fordi kvinden er noget af en stjerne.

Maden var dejlig. Masser af små underlige ting som smagte dejligt og overraskende.

Restauranten lå i en park med søer, broer og både (og mindede mig om Tivoli, men det sagde jeg ikke). Parken er 1300 år gammel!

Da vi tog afsked cyklede jeg hjem igen og blev stoppet på vejen af to betjente for at køre uden cykel. Jeg slap dog for tiltale og gik så ind for at spise en stor middag inden jeg kom hjem. Den fine mad var dejlig, men man har ligesom brug for en hamburger el. lign. til at slutte af med.

Jeg glemte at give professoren min gave, så dem sidder jeg og spiser nu.  

Mad 1

Hvordan kan det være at alle ting skal ske på netop den samme dag? Jeg havde for en måned siden sat søndag formiddag til side for et madlavningskursus. Jeg tænkte: så blive mit japansk bedre og mit madrepertoire lidt større. Det varede tre timer og kostede 60 kr - og 120 kr hvis man er Japaner. 

Jeg skulle medbringe nogle små håndklæder og et forklæde og på vejen kiggede jeg på nogle forklæder, men de så så små ud så jeg tog chancen og troppede op uden. Kvinderne med listen ved døren spurgte straks hvor jeg kom fra og hvad jeg lavede og de var meget venlige og søde. "Denmaaku! Lego!" Jeg skulle sidde ved bord 1 (ud af fire). Der var en masse frivillige hvor iblandt der også var en enkelt fyr.og også en svensk fyr. Den første time gik med at en dame viste hvordan vi skulle lave vores tre retter: makisushi, en klar suppe og en kogt ret med bønner, rodfrugter og konjaku, som er en gele lavet af en rodfrugt der hedder konyaku. 

Det var en munter affære hvor vi lærte forskellige tricks, som for eksempel at en sushimåtte også kan bruges til at vride vand ud af vaskede grøntsager eller revet kinaradisse. Bagefter skulle vi så i fire grupper lave disse ting, og jeg blev rost til skyerne over min sushirulle. Jeg måtte have studeret sushiruller i Danmark!

Der kom en mand over til mig midt i det hele og sagde at der var en svensk fyr ved hans bord, så jeg gik over og hilste på Kalle fra Skāllāfteå(?). Han studerede Japansk på en skole i nærheden af hvor jeg bor, så måske ses vi snart. Det var manden som havde inviteret Kalle med til madlavningskurset. På et senere tidspunkt kiggede jeg på Kalle og tænkte at hans forklæde så lidt lille ud, men da jeg senere så at den japanske mands også var for lille og i samme type tern som Kalles, tænkte jeg at han må have lånt sin svenske protege sit eget forklæde og så selv lånt sin kones.

De retter vi lavede havde med festilgheden Setsubun at gøre. Der skal man blandt andet spise en hel sushirulle vendt mod okse-årets lykkebringende retning (nord-vest), og senere kaste tørrede sojabønner efter dæmonerne (som typisk er farmand iført maske). Den mandlige frivillige demonstrerede begge dele. Da vi havde næsten spist op skulle vi hver især stå op og snakke lidt om os selv.

Der var utroligt mange af de tilstedeværende der allerede havde været i Danmark - selv Rømø!

I had a Skype Christmas and a Shinto New Year

Christmas was great. I don't know how it works but I managed to spend a good hour at home with my family in Sweden and Denmark which is far away, and it was just like home. I also had a bit of Christmas in Berlin with Kjeld and Normunds until that Christmas eve ended a bit abruptly, but nothing broke in the process. Otherwise that evening here was for me shopping, a movie and some Chinese food before getting home to that magic Skype portal.

I have no pictures from that evening, but I do have some from my new year. After not-so-bad dinner with a friend at home, followed by a wonderful talk with my dear Simon we went to a Shinto shrine called Shimogamo. It is old, about 1200 years, and lies just nearby my home. After midnight the Japanese go to a Shinto shrine - they call it hatsumōde, or "first visit." There you can buy amulets to help you come through the new year, receive blessings, watch dances, warm yourself by a huge bonfire, and finally eat and drink at the many stalls lining the way in and out of the shrine.