Livstegn!

Jeg fik en besked fra en kær gammel ven som savnede livstegn, så her er der et - genbrugt fra min besked tilbage til den kære gamle ven.

Heej allesammen! Jamen jeg har det fint her. Min produktivitet på nettet (altså det at skrive) er røget ned på et minimum og i stedet bruger jeg masser af tid på mine hobbizzz og en smule på mit arbejde....uha. Jeg stod og lavede mad (noget ris som jeg iblander forskellige andre kornsorter, alle mine restgrøntsager stegt sammen og så vil jeg bruge mine æg også) da jeg så at der var en gmail der lå og ventede - fra den gamle gode ven! Og lyttede til noget på min itunes (som hun introducerede mig til for nogle år siden på sin computer en aften hun kom forbi kort i min lejlighed i kbh - jeg var meget imponeret og mit liv ændrede sig mærkbart).

I dag vågnede jeg op og ville ikke stå op fordi jeg har en artikel der ikke skriver sig selv færdig, selv om den nu har haft et halvt år til at gøre det. Men jeg stod op og begyndte dagen efter mit nye skema: kaffe og morgenmad ved verandaen mens jeg kigger på udsigten - IKKE ved computeren mens jeg roder rundt på internette. Det er en revolution at vågne op uden at sidde på nettet som sædvanlig, og meget meget dejligt.

Så tændte jeg for computeren og internet og sad der og gik rundt om den varme grød... som jeg så forlod for at træne en af mine hobbies: shakuhachi-fløjten. Den gør mig svimmel og træt i hele mundhulen, men fløjten er efter den første halvanden måneds frustrationer nu blevet lidt fornøjelig. Og min lærer (師匠／ししょう）roste mig sidste gang og var meget tilfreds, så det ud til. Han er altid venlig men sidste gang virkede han mindre rådvild. Jeg er også blevet bedre, pludselig, til min anden hobby - iai (居合）har jeg nævnt det før, iai? Det er, at man udfører helt bestemte bevægelsesrækker (trække sværdet, hugge fjenden ned, ryste blodet af klingen og putte sværdet i skeden igen) og de bevægelser ændrer sig alt efter fjendeantallet, positioner og omgivelserne (fx i et lille rum, om natten, på gaden). Det var også slemt i starten, frustererende svært og jeg havde også lyst til at give op men så med ét blev jeg engageret (måske mest fordi jeg var træt af vise lærerne at jeg var dårlig til det...). Iai-lærerne blev også enormt glade over at jeg pludselig ikke var umulig og det er måske noget jeg der er specielt her i Japan med lærer-elevforholdet: de er så engagerede personligt (ud at spise frokost bagefter, de henter og bringer os til træning osv, de gør det gratis, næsten) at jeg selv får lyst til at blive bedre for deres skyld og gøre dem glade. Det er selvfølgelig også en tilfredsstillelse, at jeg ikke gav op, selvom jeg var så frustreret. Jeg skal vise fire aflivningstyper den 21 juni til et endags-stævne her i Kyoto, fik jeg at vide i søndags, så i panik trænede jeg ialt 8 timer i løbet af søndag og mandag, og endte med at min højre arm nu gør lidt ondt. Men den heler sig nok til næste søndag. Det håber jeg. Nå men jeg vil tillade mig at slutte nu. Her er en af de scenarier jeg skal lave: den hedder yae gaki.

På kafe, helt henrevet

På vejen hjem i går med min punkterede cykel gjorde jeg holdt i en kafe, jeg have lagt mærke til nogle uger tidligere. Eller nærmere, jeg havde set noget, der kunne tyde på, at der i oppe på andensalen af en bygning, jeg passerede den aften, var en kafe, men i den ene side af lokalet lod det nærmere til at være et cykelværksted... Jeg havde dog ikke mod på at undersøge sagen ved for eksempel bare at gå ind i bygningen og stige op til den næste etage, så jeg tog undrende hjem. Men så i går aftes undersøgte jeg sagen, og det viste sig at være begge dele. En fin kafe for kendere med et cykelværksted for enden af kaffedisken. Der var fire kunder i butikken, et par, som sad med deres drikkevarer, og to nyankomne, mig og en anden mand der gik og lurede ved indgangen og gik ind da han så mig komme gående. Det tog ca 20 min før jeg kunne bestille og 20 min til at lave en enkelt kop kaffe (et halvt glas, faktisk). Kaffemesteren havde advaret os straks vi kom ind ad døren, at det hele ville tage tid. Men der var stille mens jeg ventede først på betjening og så kaffen, og det ældre ægtepar, som allerede var der, sad og var helt opslugt af kafeoplevelsen og konverserede med kaffemesteren om kaffe og om te, og de fotograferede også hendes gøren og laden. Det var egentlig mest manden der talte og tog billeder og konen samtykkede og understregede alt det positive der var at sige. De var begge velklædte og tydeligvis ude på en vel-researchet lørdagstur i denne del af Kyoto. Hun sad og drak jasminte med sin hvide lædertaske på sit stolesæde mellem sin og stolens rygge (så den ikke (1) ville blive snavset og (2) være til gene for andre enten på gulvet, på disken eller hængende på stoleryggen), hvilket betød at hun sad lidt yderst på sædet. På skødet havde hun bredt en lille medbragt klud ud så hun (1) ikke ville spilde på sine bukser når hun forsigtigt drak af sin kop som hun korrekt hold med den ene hånd og understøttede med den anden hånd og (2) kunne tørre op hvis hun - eller manden, eller nogen andre - skulle komme til at spilde noget. Det var sort med kraftigt farvede røde og gule blomster i en lidt østeuropæisk stil, måske. 

Det var faktisk dejligt afslappet at sidde der (for mig i hvertfald ubekymret som jeg var over måske at komme til at spilde eller fylde) og vente og se på hende bag disken meget stille og roligt lave én kop kaffe ad gangen til én person ad gangen ved hjælp af gammeldags redskaber. Da jeg fik kaffen, advarede hun mig igen: hendes kaffe altså var lunken, men at hun godt kunne varme den op for mig. Jeg afslog tilbuddet for at se hvordan hendes lunkne kaffe mon var.Også lidt for at rette ind. Hun havde nemlig oprindeligt spurgt om jeg ville have mælk i kaffen og de sagde jeg nej til. Hun sagde den ville blive ret stærk men jeg stod ved det jeg først havde sagt. Så gik hun i gang med min kaffe, tror jeg, og jeg havde jo masser af tid til at tænke over det med mælken, og da hun så kom forbi for at give mig lidt mere vand sagde jeg at jeg måske godt kunne tænke mig lidt mælk til kaffen. Javel, sagde hun på en måde som lød som om at det var lidt problematisk - sikkert fordi hun nu var i gang med at lave kaffen på en måde som var beregnet på ikke at der ikke skulle mælk i, så jeg sagde skyndsomt at, nej, det er ok, jeg vil ikke have mælk... virkeligt! Hun affandt sig så nemt med min retræte at det bekræftede mine anelser om hendes kaffedispositioner efter jeg gav min indledende orde. 

Nå men kaffen hun satte foran mig, langt om længe, smagte godt, stærkt, espressoagtigt, og var søreme lunken. Det var ikke underligt, at den var lunken for den måde hun laver den på er at dryppe varmt vand, hun har i en gammeldags jernkande (se billeder ved at klikke på linket forneden!), som hun holder i den ene hånd, ned i en slags kopformet si, hun holder i den anden hånd, hvorfra kaffen så dråbe efter dråbe drypper ned i en glaskolbe, der står på disken. Jeg ved ikke hvor lang tid dette stod på, for jeg var begyndt at skitsere nogle tanker om et projekt, jeg har, men da hun var færdig, stillede hun kolben lidt til side et stykke tid for lidt senere at hældte dens indhold i et glas og servere det til mig. Kaffen smagte udmærket og var lunken. 

Så vidt jeg husker var det lige før hun påbegyndte min kop kaffe, at hun fik et telefonopkald. Det var en, der ville vide, hvordan man kom hen til kafeen. Det viste sig nogen tid efter at være en oprømt herre som også havde en frisk lørdagsskjorte på (småt rød-hvid køkkentern), som havde læst om kafeen i et blad, der hed Coffee, hvor der var en artikel om denne kafe (Kafe Kosen - "Kafe Kaffebåden"; alså en kaffelastbåd ala en bananbåd, vel). Der var i hans blad et stort billede af pigen i fuld gang med at dryppe kaffe ganske som hun nu stod og dryppede varme  vanddråber ned i sin brunlige håndholdte kopformede kaffetragt. Dét var han kommet for at opleve og bestilte en kop te. Han undrede sig også over at der var et cykelværksted. Var det ikke lidt snavset, sagde han halv henvendt til både hende bag disken og mig.

Japanerne går i det hele taget vældigt op i at læse i blade og bøger om specielle steder og så gå ud og opleve dem. Ja, det gør vi jo osse, men måske det der adskiller danskere fra japanere på dette område er at de de så undersøger stedet og er der med liv og sjæl - ikke noget med at smide trøjen og så snakke lettere højrøstet om festen i går. Nej, de sidder og udpeger alle finesserne og giver hinanden ret i det som de synes er fortræffeligt. De tager ofte billeder af stederne og mange rapporterer bagefter flittigt deres oplevelse af stedet på deres blogs akkurat ligesom jeg sidder og gør - bortset fra at de ikke prøver at gøre sig vittige på samme tid. Og der viser de så tit deres billeder af stedet. Der således en masse steder man kan se billeder lige af Kafe Kaffebåden, som for eksempel denne blog her. Billederne viser som I kan se detaljer både indefra men også selve vejen ind i opgangen, op ad trapperne til anden sal og hen ad gangen til indgangsdøren.

Jeg har en anden kafe som jeg ofte tager hen til for at arbejde - Cafe Shinshindo; der er brede bænke og mange ældre herrer (nok professorer fra Kyoto Universitet, som ligger lige ved siden af) sidder netop der med en enkelt kop kaffe og læser i timevis. Der, ligesom mange andre berømte steder - det er berømt fordi det er gammelt og stort og usædvanligt med de brede border og bænke og tilhørende bageri - er der skilte, hvor der udtrykkeligt står at man venligst ikke skal tage fotos indefra. Så da jeg tog derhen i dag, for eksempel, stod der en flok unge piger og fik taget deres billede udenfor kafeen, og var meget salige. Dem, der sad indenfor nød tydeligvis hver minut. 

I Japanske guidebøger om Danmark, for eksempel er der for tiden en lignende fetish med Irma, med fotos af Irma-produkter og forslag til hvad man bør købe med hjem som gaver. Så hvis I tager ind til byen og går rundt i en Irma vil I sikkert se nogle turister der benovet går rundt og undersøger Irma grundigt og sikkert har nogle Irmaviskestykker i indkøbskurven.

Madlavning 3

Så var jeg idag til madlavning igen. Det var et andet arrangement end de andre to. Dette var et kursus for mænd som havde brug for stille og roligt at lære at lave nogle basisfrokostretter i fred og ro uden kvinder til at gøre dem nervøse. Det måtte jeg jo melde mig til og det gjorde jeg i december allerede, men holdet var desværre overtegnet, så jeg kom på ventelisten. En måneds tid senere fik jeg en mail om at de ville have et ekstraordinært hold - ikke et helt kursus, kun en gang-  for de mange som var endt op på ventelisten. Dagen oprandt så i dag og jeg tog derhen. Det andet kursus var en blanding af japanere (mest kvinder) og udlændinge, men på dette ville der sandsynligvis meget få udlændinge for dette kursus' hjemmeside var kun på japansk, så det var med et lidt bævende hjerte jeg begav mig afsted. På vejen derhen købte jeg et forklæde og jeg havde pakket ned det foreskrevne viskestykke og en klud samt 2000 yen, som det ville koste. 

Da jeg dukke frem ved indgangen til undervisningslokalet, lyste dem ved modtagelsen op og sagde "kroonesu." Ganske rigtigt, jeg var den eneste fremmede fugl, betalte og fik mit navneskilt hvor der stod kuroonesu. Det var en ældre forsamling, kun to var yngre end jeg - de to på billedet. (Desværre gik et billede jeg tog af alle de andre, tabt  :-(    )  

Vi lærte at lave stegte ris (man blander kogt ris med æg og putter fintskåret porre i. så steger man  i sesamolie og lidt smør fintskåret ingefær og gulerødder. Når ingefæren har fået lidt farve, putter man risen i og steger mens man vender - med pandekagebevæglelser - og skubber risen lidt rundt indtil den er blevet godt gylden. Så putter man andet i, fx shiitake, tørrede rejer, eller hvad man nu har af rester. Tilsidst lidt soya og så spiser man.) Alle inkl min firsårige sidekammerat og jeg selv var meget betaget af at lære hvordan man snitter en porre og skærer en champignon (stilken skal man skære af og så strimle med fingrene!!). 

Det var vældig hyggeligt og jeg lærte en af dem på billedet (ham med rødt forklæde på) at sige "skidegodt" (som i "det smager skidegodt"). Hans havde en  udmærket udtale.  

Da jeg kom ud på gaden igen var min cykel punkteret. Det gav mig mulighed for igen at tage en god gåtur. Jeg gik hjem gennem den kejserlige have, som er omgivet af en mur, der er 700m bred ig 1300m lang altså en pænt stor have. Det var der jeg så sakura i fuldt flor. Og jeg fandt ud af at på det område boede alle de adelige samlet inden for murene indtil kejseren blev flyttet til Edo (Tokyo).

 

  

Sakura

Forleden var jeg ude at gå en tur langs Kamo-floden - jeg skulle faktisk ud at købe printerblæk og et par hovedtelefoner og havde valgt at gå langs floden for den rute havde jeg ikke taget før. Der var der så langs stien langs floden en række kirsebærtræer af sakura-typen. De var begyndt at blomstre en smule indenfor de sidste par dage og nu stod folk her og der og kiggede på dem og tog billeder med deres telefoner. Jeg tog min frem og tog dette, værsgod. 

Nu er træerne næsten helt fuldt udsprungne her fem dage efter. Der er ingen blade på sakura-træet når det springer ud, kune en masse hvide blomster med en meget svag rosa tone. En pludselig skønhed som lige så pludseligt begynder at falde til jorden. Men det er også smukt, for det ligner et snefald af store lette fnug og blomsterne samler sig i driver rundt omkring på gaderne og driver ned langs floden med vandet eller samler sig i flodkanten som skum af en slags.

Forgængelighedens skønhed er det som folk her nyder ved sakura.  

Til fløjteundervisning

Her er rummet hvor jeg fortvivlet prøver at lave ikke alene en lyd men også en korrekt lyd der varer et godt stykke tid, for slet ikke at tale om en skala af lyde. Omgivelserne er ikke problemet, tydeligvis - bortset fra at mine ben bogstaveligt talt dør efter godt en time på knæ. Mit hoved bliver svimmelt og jeg bryder sammen af grin flere gange. Min præst smiler hele tiden men jeg mener at kunne se omkring smilet en vis rådvildhed...

Japanske kager

Inden tog på førnævnte tur til Tokyo som var før turen til øerne var jeg til madlavningskursus, hvor vi lærte at forme Japansk slik - lavet med ris og bønner og sukker og lidt farve. Den lysterøde nede i hjørnet er en kirsebærblomst, den grønne ovenover er en slags roe. Ved siden af kirsebærblomsten er der en rose (den var svær at lave pæn) og ovenover den er der noget indpakket i et kirsebærtræsblad. Med andre ord, dette er slik man tager med når man tager ud i april i foråret for at kigge på på kirsebærtræerne der blomstrer. Flot, ikke!

Ly

Nu med soundtrack!

I går aftes (den 28 februar) gik det op for mig at jeg var færdig på Den Sorte Ø, så jeg meddelte det til ham i hvis gæstgiveri jeg boede, og i morgens kort efter morgenmaden sejlede jeg væk og tilbage til Ishigaki, hvor jeg først havde opholdt mig og hvor jeg nu sidder og skriver dette. Jeg ville væk, for den lille ø tilbød ikke det væsentligste jeg var kommet for, nemlig godt vejr så jeg kunne bade og ligge sole mig. Det var gråt og regnfuldt, de dage der fulgte min første på den Sorte Ø – dén havde været lige så dejlig, som de andre havde været på de andre øer. Godt blev til gråt, men jeg tilbragte så to dage med at cykle rundt og spadsere på strandene.

Den første dag cyklede jeg rundt og kiggede på hvad der gemte sig. Der var masser af køer og krager, som alle meget passende var sorte. Kragerne var skønne, for lige meget hvor jeg befandt mig kom en flaksende og satte sig for at observere mig. Eller var der allerede og kiggede. Det var som om det var den samme hver gang, og jeg kom til at tænke på Loke, som forvandle sig til en krage og for rundt (eller var det en ravn?). Der var også en masse påfugle, som skræppede rigtig grimt og så underligt upassende ud mellem køer, kokasser og krager, men den største oplevelse for mig var eremitkrebsene jeg opdage gemte sig rundt omkring i gamle konkylieskaller.

Efter at have kørt ad små stier gennem skove og langs kysten og gennem øens større bebyggelse, fulgte jeg en større vej der førte mod øens fyrtårn. Det var beklædt med små hvide kakler og det var ikke vanvittigt højt. I dette område er der ofte tyfoner og sådan en kan nogen gange blive ved med at dreje rundt i området, så det var måske derfor at fyrtårnet også  havde en dør der lignede en på en ubåd med et stort rat så den kunne lukkes tæt. Kysten foran tårnet var forrevet med skarpe kanter og huller. Øen er en koralø og omgivet af et koralrev, som i det fjerne kunne ses på grund af de hvide bølger som revet forårsagede. På vej hen til fyrtårnet havde jeg set noget der lignede en torii (den port der indikerer et shintohelligdom) men det var firkantet og af beton, så jeg var lidt usikker. Da jeg forlod kysten ved at bane mig vej gennem noget mangroveagtig skov tilbage til cyklen, kom jeg til porten og så at der længere inde var en helligdom. Det var et åbent lavt hus med vægge på kun to sider, ligesom et jeg havde det et andet sted lidt tidligere samme dag. Ved siden af var der en lille tætbevokset sti. Jeg gik derind og tænkte om der mon var slanger. Tog nogle billeder af alt det grønne og lagde så med et mærke til noget der bevægede sig. Der lå en konkylie på godt 10 cm på stien lidt fremme… Den så gammel og skrammet ud, slidt og grå. Var det den der havde bevæget sig? Jeg nærmede mig og på hug så jeg at der var nogle lilla ben der var foldet sammen. Jeg blev siddende helt stille og holdt kameraet parat. Det var begyndt at småregne, kunne jeg høre men mærkede det ikke på grund af løvhanget. Så løftede konkylien sig lidt, benene spredte sig en smule ud og fire lange følehorn og to runde sorte kugler tittede frem. Jeg var tæt på men helt stille, så krebsen fortsatte med at strække benene helt ud og begyndte at kravle hen mod mig igennem græsset. Jeg tog et billede og straks trak den sig op i konkylien som prompte faldt til jorden igen.

Måbende morede jeg mig og gik så videre langs stien mens jeg tænkte over hvordan de mon går ud og vælger deres konkylie, når de er blevet for store til den de har? Konkylier er jo flotte og har mange former og farver. Det må være svært.

For enden af stien var der endnu en lav bygning, hvor én væg manglede, så jeg. Og så hørte jeg et par samtidige klaprende lyde. Og så at dér på den en meter høje bygningens betongulv lå to konkylier og så uskyldige ud. De var mindre slidte end den første jeg havde luret på, men den ene manglede noget af toppen. Igen lagde jeg mig på lur for at se, og den ene løftede sig efter kort tid og begyndte at begive sig væk. Den anden, som var størst og måske derfor mest fornuftig, lod ikke røre på sig. Så jeg vendte den om og der så jeg en sammenrullet stor og rund drabelig klo, som fungerede som dør.

Mere soundtrack, klik her !!

Den næste dag da jeg gik rundt på den overskyede strand og inspicerede sandet, lagde jeg mærke til at alt som jeg bevægede mig af sted, så var der faktisk mange konkylier – mange bittesmå på under en cm – som trillede af sted ned af sandbunkerne foran mig. Når jeg løftede dem så jeg at det ganske rigtigt var eremitkrebs som skjulte sig inde i dem. De mistede derfor balancen og trillede ned.

Det japanske ord for disse dyr er Yadokari – en der søger ly i en andens hus. Lidt ligesom jeg gør nu, blot er ejerne til stede der hvor jeg bor. De spillede for mig i aftes og vi snakkede om alt muligt - mest om alle de dyr som jeg så, fx Yakokari-san. Billedet med kortet viser en rød ø. Det er den jeg var på da jeg tog billedet og betonbygningen er øens politistation.