På kafe, helt henrevet

På vejen hjem i går med min punkterede cykel gjorde jeg holdt i en kafe, jeg have lagt mærke til nogle uger tidligere. Eller nærmere, jeg havde set noget, der kunne tyde på, at der i oppe på andensalen af en bygning, jeg passerede den aften, var en kafe, men i den ene side af lokalet lod det nærmere til at være et cykelværksted... Jeg havde dog ikke mod på at undersøge sagen ved for eksempel bare at gå ind i bygningen og stige op til den næste etage, så jeg tog undrende hjem. Men så i går aftes undersøgte jeg sagen, og det viste sig at være begge dele. En fin kafe for kendere med et cykelværksted for enden af kaffedisken. Der var fire kunder i butikken, et par, som sad med deres drikkevarer, og to nyankomne, mig og en anden mand der gik og lurede ved indgangen og gik ind da han så mig komme gående. Det tog ca 20 min før jeg kunne bestille og 20 min til at lave en enkelt kop kaffe (et halvt glas, faktisk). Kaffemesteren havde advaret os straks vi kom ind ad døren, at det hele ville tage tid. Men der var stille mens jeg ventede først på betjening og så kaffen, og det ældre ægtepar, som allerede var der, sad og var helt opslugt af kafeoplevelsen og konverserede med kaffemesteren om kaffe og om te, og de fotograferede også hendes gøren og laden. Det var egentlig mest manden der talte og tog billeder og konen samtykkede og understregede alt det positive der var at sige. De var begge velklædte og tydeligvis ude på en vel-researchet lørdagstur i denne del af Kyoto. Hun sad og drak jasminte med sin hvide lædertaske på sit stolesæde mellem sin og stolens rygge (så den ikke (1) ville blive snavset og (2) være til gene for andre enten på gulvet, på disken eller hængende på stoleryggen), hvilket betød at hun sad lidt yderst på sædet. På skødet havde hun bredt en lille medbragt klud ud så hun (1) ikke ville spilde på sine bukser når hun forsigtigt drak af sin kop som hun korrekt hold med den ene hånd og understøttede med den anden hånd og (2) kunne tørre op hvis hun - eller manden, eller nogen andre - skulle komme til at spilde noget. Det var sort med kraftigt farvede røde og gule blomster i en lidt østeuropæisk stil, måske. 

Det var faktisk dejligt afslappet at sidde der (for mig i hvertfald ubekymret som jeg var over måske at komme til at spilde eller fylde) og vente og se på hende bag disken meget stille og roligt lave én kop kaffe ad gangen til én person ad gangen ved hjælp af gammeldags redskaber. Da jeg fik kaffen, advarede hun mig igen: hendes kaffe altså var lunken, men at hun godt kunne varme den op for mig. Jeg afslog tilbuddet for at se hvordan hendes lunkne kaffe mon var.Også lidt for at rette ind. Hun havde nemlig oprindeligt spurgt om jeg ville have mælk i kaffen og de sagde jeg nej til. Hun sagde den ville blive ret stærk men jeg stod ved det jeg først havde sagt. Så gik hun i gang med min kaffe, tror jeg, og jeg havde jo masser af tid til at tænke over det med mælken, og da hun så kom forbi for at give mig lidt mere vand sagde jeg at jeg måske godt kunne tænke mig lidt mælk til kaffen. Javel, sagde hun på en måde som lød som om at det var lidt problematisk - sikkert fordi hun nu var i gang med at lave kaffen på en måde som var beregnet på ikke at der ikke skulle mælk i, så jeg sagde skyndsomt at, nej, det er ok, jeg vil ikke have mælk... virkeligt! Hun affandt sig så nemt med min retræte at det bekræftede mine anelser om hendes kaffedispositioner efter jeg gav min indledende orde. 

Nå men kaffen hun satte foran mig, langt om længe, smagte godt, stærkt, espressoagtigt, og var søreme lunken. Det var ikke underligt, at den var lunken for den måde hun laver den på er at dryppe varmt vand, hun har i en gammeldags jernkande (se billeder ved at klikke på linket forneden!), som hun holder i den ene hånd, ned i en slags kopformet si, hun holder i den anden hånd, hvorfra kaffen så dråbe efter dråbe drypper ned i en glaskolbe, der står på disken. Jeg ved ikke hvor lang tid dette stod på, for jeg var begyndt at skitsere nogle tanker om et projekt, jeg har, men da hun var færdig, stillede hun kolben lidt til side et stykke tid for lidt senere at hældte dens indhold i et glas og servere det til mig. Kaffen smagte udmærket og var lunken. 

Så vidt jeg husker var det lige før hun påbegyndte min kop kaffe, at hun fik et telefonopkald. Det var en, der ville vide, hvordan man kom hen til kafeen. Det viste sig nogen tid efter at være en oprømt herre som også havde en frisk lørdagsskjorte på (småt rød-hvid køkkentern), som havde læst om kafeen i et blad, der hed Coffee, hvor der var en artikel om denne kafe (Kafe Kosen - "Kafe Kaffebåden"; alså en kaffelastbåd ala en bananbåd, vel). Der var i hans blad et stort billede af pigen i fuld gang med at dryppe kaffe ganske som hun nu stod og dryppede varme  vanddråber ned i sin brunlige håndholdte kopformede kaffetragt. Dét var han kommet for at opleve og bestilte en kop te. Han undrede sig også over at der var et cykelværksted. Var det ikke lidt snavset, sagde han halv henvendt til både hende bag disken og mig.

Japanerne går i det hele taget vældigt op i at læse i blade og bøger om specielle steder og så gå ud og opleve dem. Ja, det gør vi jo osse, men måske det der adskiller danskere fra japanere på dette område er at de de så undersøger stedet og er der med liv og sjæl - ikke noget med at smide trøjen og så snakke lettere højrøstet om festen i går. Nej, de sidder og udpeger alle finesserne og giver hinanden ret i det som de synes er fortræffeligt. De tager ofte billeder af stederne og mange rapporterer bagefter flittigt deres oplevelse af stedet på deres blogs akkurat ligesom jeg sidder og gør - bortset fra at de ikke prøver at gøre sig vittige på samme tid. Og der viser de så tit deres billeder af stedet. Der således en masse steder man kan se billeder lige af Kafe Kaffebåden, som for eksempel denne blog her. Billederne viser som I kan se detaljer både indefra men også selve vejen ind i opgangen, op ad trapperne til anden sal og hen ad gangen til indgangsdøren.

Jeg har en anden kafe som jeg ofte tager hen til for at arbejde - Cafe Shinshindo; der er brede bænke og mange ældre herrer (nok professorer fra Kyoto Universitet, som ligger lige ved siden af) sidder netop der med en enkelt kop kaffe og læser i timevis. Der, ligesom mange andre berømte steder - det er berømt fordi det er gammelt og stort og usædvanligt med de brede border og bænke og tilhørende bageri - er der skilte, hvor der udtrykkeligt står at man venligst ikke skal tage fotos indefra. Så da jeg tog derhen i dag, for eksempel, stod der en flok unge piger og fik taget deres billede udenfor kafeen, og var meget salige. Dem, der sad indenfor nød tydeligvis hver minut. 

I Japanske guidebøger om Danmark, for eksempel er der for tiden en lignende fetish med Irma, med fotos af Irma-produkter og forslag til hvad man bør købe med hjem som gaver. Så hvis I tager ind til byen og går rundt i en Irma vil I sikkert se nogle turister der benovet går rundt og undersøger Irma grundigt og sikkert har nogle Irmaviskestykker i indkøbskurven.