Ly

Nu med soundtrack!

I går aftes (den 28 februar) gik det op for mig at jeg var færdig på Den Sorte Ø, så jeg meddelte det til ham i hvis gæstgiveri jeg boede, og i morgens kort efter morgenmaden sejlede jeg væk og tilbage til Ishigaki, hvor jeg først havde opholdt mig og hvor jeg nu sidder og skriver dette. Jeg ville væk, for den lille ø tilbød ikke det væsentligste jeg var kommet for, nemlig godt vejr så jeg kunne bade og ligge sole mig. Det var gråt og regnfuldt, de dage der fulgte min første på den Sorte Ø – dén havde været lige så dejlig, som de andre havde været på de andre øer. Godt blev til gråt, men jeg tilbragte så to dage med at cykle rundt og spadsere på strandene.

Den første dag cyklede jeg rundt og kiggede på hvad der gemte sig. Der var masser af køer og krager, som alle meget passende var sorte. Kragerne var skønne, for lige meget hvor jeg befandt mig kom en flaksende og satte sig for at observere mig. Eller var der allerede og kiggede. Det var som om det var den samme hver gang, og jeg kom til at tænke på Loke, som forvandle sig til en krage og for rundt (eller var det en ravn?). Der var også en masse påfugle, som skræppede rigtig grimt og så underligt upassende ud mellem køer, kokasser og krager, men den største oplevelse for mig var eremitkrebsene jeg opdage gemte sig rundt omkring i gamle konkylieskaller.

Efter at have kørt ad små stier gennem skove og langs kysten og gennem øens større bebyggelse, fulgte jeg en større vej der førte mod øens fyrtårn. Det var beklædt med små hvide kakler og det var ikke vanvittigt højt. I dette område er der ofte tyfoner og sådan en kan nogen gange blive ved med at dreje rundt i området, så det var måske derfor at fyrtårnet også  havde en dør der lignede en på en ubåd med et stort rat så den kunne lukkes tæt. Kysten foran tårnet var forrevet med skarpe kanter og huller. Øen er en koralø og omgivet af et koralrev, som i det fjerne kunne ses på grund af de hvide bølger som revet forårsagede. På vej hen til fyrtårnet havde jeg set noget der lignede en torii (den port der indikerer et shintohelligdom) men det var firkantet og af beton, så jeg var lidt usikker. Da jeg forlod kysten ved at bane mig vej gennem noget mangroveagtig skov tilbage til cyklen, kom jeg til porten og så at der længere inde var en helligdom. Det var et åbent lavt hus med vægge på kun to sider, ligesom et jeg havde det et andet sted lidt tidligere samme dag. Ved siden af var der en lille tætbevokset sti. Jeg gik derind og tænkte om der mon var slanger. Tog nogle billeder af alt det grønne og lagde så med et mærke til noget der bevægede sig. Der lå en konkylie på godt 10 cm på stien lidt fremme… Den så gammel og skrammet ud, slidt og grå. Var det den der havde bevæget sig? Jeg nærmede mig og på hug så jeg at der var nogle lilla ben der var foldet sammen. Jeg blev siddende helt stille og holdt kameraet parat. Det var begyndt at småregne, kunne jeg høre men mærkede det ikke på grund af løvhanget. Så løftede konkylien sig lidt, benene spredte sig en smule ud og fire lange følehorn og to runde sorte kugler tittede frem. Jeg var tæt på men helt stille, så krebsen fortsatte med at strække benene helt ud og begyndte at kravle hen mod mig igennem græsset. Jeg tog et billede og straks trak den sig op i konkylien som prompte faldt til jorden igen.

Måbende morede jeg mig og gik så videre langs stien mens jeg tænkte over hvordan de mon går ud og vælger deres konkylie, når de er blevet for store til den de har? Konkylier er jo flotte og har mange former og farver. Det må være svært.

For enden af stien var der endnu en lav bygning, hvor én væg manglede, så jeg. Og så hørte jeg et par samtidige klaprende lyde. Og så at dér på den en meter høje bygningens betongulv lå to konkylier og så uskyldige ud. De var mindre slidte end den første jeg havde luret på, men den ene manglede noget af toppen. Igen lagde jeg mig på lur for at se, og den ene løftede sig efter kort tid og begyndte at begive sig væk. Den anden, som var størst og måske derfor mest fornuftig, lod ikke røre på sig. Så jeg vendte den om og der så jeg en sammenrullet stor og rund drabelig klo, som fungerede som dør.

Mere soundtrack, klik her !!

Den næste dag da jeg gik rundt på den overskyede strand og inspicerede sandet, lagde jeg mærke til at alt som jeg bevægede mig af sted, så var der faktisk mange konkylier – mange bittesmå på under en cm – som trillede af sted ned af sandbunkerne foran mig. Når jeg løftede dem så jeg at det ganske rigtigt var eremitkrebs som skjulte sig inde i dem. De mistede derfor balancen og trillede ned.

Det japanske ord for disse dyr er Yadokari – en der søger ly i en andens hus. Lidt ligesom jeg gør nu, blot er ejerne til stede der hvor jeg bor. De spillede for mig i aftes og vi snakkede om alt muligt - mest om alle de dyr som jeg så, fx Yakokari-san. Billedet med kortet viser en rød ø. Det er den jeg var på da jeg tog billedet og betonbygningen er øens politistation.